28. maj 2016

Fakturaen af Jonas Karlsson

Fakturaen af Jonas Karlsson. Udgives af Tiderne Skifter idag, d. 28. maj. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 151 sider. Voksen, skønlitteratur. 4 ud af 5 stjerner. 
Jeg faldt over Fakturaen i en mail, og det er egentlig ikke særlig tit jeg opdager bøger ved hjælp af pressemails. Jeg har dog aldrig hørt om Fakturaen før, men jeg vidste at jeg blev nødt til at skaffe et eksemplar.

Da jeg kun modtog bogen et par dage inden udgivelsen gik jeg igang med at læse den med det samme, og jeg var færdig et par timer efter, for Fakturaen er en kort bog med bare 150 sider. Den er også utrolig fængslende, som om den ikke er kort nok i forvejen!

Det som fangede mig var egentlig ikke coveret, men resuméet! Fortælleren modtager en dag en faktura på 5.700.000 kr. og han ved ikke hvorfor. Det viser sig dog at hele plottet ligger i den sætning jeg har tillagt mindst betydning; den sum han må betale for sit livs samlede lykke. Han skal altså betale 5.700.00 kr. for alt den lykke han har oplevet gennem livet, alle de oplevelser han har haft. Intet er gratis, som man kan fornemme på omslaget, og jeg fandt det faktisk yderst interessant. 

Jeg begyndte at læse Fakturaen med en forventning om at det hele var en fejltagelse men at han betalte pengene for at han kunne være sammen med Maud, hans kvindelige sagsbehandler. Og selvom jeg ikke var helt forkert på den var jeg faktisk ret så forkert på den alligevel. Fakturaen er selvfølgelig ikke en fejl da man nu skal betale et engangsbeløb for ens livs samlede lykke op til dette punkt og mere har jeg egentlig ikke lyst at sige om handlingen, for jeg vil ikke spolere bogen for jer. 

Første kapitel føles overdrevent mundant og det passer egentlig til bogen. Jeg har i hvert fald på fornemmelsen at det var meningen for at understrege pointen i at han egentlig ikke har et særligt specielt liv og hans oplevede lykke ikke er 5.700.000 kr. værd. Normalt ville denne mundane skrivemåde afskrække mig, men det trak mig ind istedet for. Jeg kunne ikke slippe bogen igen og det forklarer også hvorfor jeg vendte sidste side efter et par timer! 

"Min yndlingsfilm? Ja, det ved jeg ikke, det er svært at vælge en. Jeg synes næsten altid, at der er noget i en film . . ." Jeg kunne høre, hvordan hun smilede i den anden ende. "Det anede mig," sagde hun. "Altså, det er så svært at vælge en film."
Fakturaen af Jonas Karlsson, s. 93 

Selvom vores navnløse fortæller er 39 år gammel kunne jeg relatere til ham på visse planer. Specielt når det kommer til hans syn på film, som i kan se i citatet ovenfor, for det er egentlig sådan jeg har det med bøger!
Han føler ikke at han egentlig har gjort noget specielt med sit liv; arbejder på deltid i en videoforretning, har få venner, har oplevet en enkelt kærlighedsaffære og det er egentlig det. Det er ikke særlig mærkværdigt men alligevel er hans lykke sat utrolig højt.

Det er ikke tit at jeg er glad for overraskelser i bøger som har så stor effekt på hele plottet, men denne gang er jeg ret tilfreds. Jeg elsker opfindsomheden i det, for jeg har ikke hørt om nogen andre bøger hvor alt, og det er virkelig alt, som har en pris. Det er utrolig tankevækkende og den åbnede da mine øjne. For i en verden hvor færrere og færrere ting er gratis, har vi stadig mange gratis glæder i livet, og det burde vi sætte mere pris på.
Jeg havde ikke forventet at en skønlitterær bog på 150 sider ville åbne mine øjne for hvor godt jeg egentlig har det, men det gjorde Fakturaen altså.

Jeg slugte Fakturaen råt og det er en bog jeg vil skatte i mange år frem! Jeg tror den kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt og det priser jeg mig lykkelig for! Jeg håber at mange andre vil nyde denne bog ligesom jeg har. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar